Vi kan lære meget om samfundet og den teknologiske udvikling gennem science fiction. Selvom handlingen ofte udspiller sig i en fjern fremtid, giver den som regel også perspektiv på nutiden – et perspektiv, som vi ikke havde før (og ja, andre gange er historien bare langt ude, men det tager vi med).
En science fiction-fortælling fungerer ofte bedst, hvis der er en grad af realisme over den. Man skal helst kunne leve sig ind i, at virkeligheden kunne se sådan ud en gang i fremtiden. Som regel er den beskrevne teknologi baseret på forfatterens forestilling om, hvor vi muligvis ender, hvis den teknologiske udvikling fortsætter på sin nuværende kurs.
Nogle gange udspiller historien sig i en ganske nær fremtid, og teknologien virker derfor realistisk og ”tæt på”. Et eksempel er filmen Her fra 2013, hvor hovedpersonen forelsker sig i en AI-kæreste – et fænomen, der var science fiction, da filmen udkom, men som i dag er en realitet (AI-kærester er muligvis ikke socialt accepterede endnu, men de er en del af virkeligheden ikke desto mindre).
Andre gange må vi vente lidt længere, før sci-fi-teknologien bliver til virkelighed. Det var for eksempel tilfældet for touch-interfaces, der var altdominerende i Star Trek: The Next Generation (fra 1987), men som først for alvor blev en del af vores hverdag tyve år senere, da Apple introducerede iPhonen. Det samme gælder talestyret kunstig intelligens, der var en vigtig del af historien i Rumrejsen 2001 (fra 1968), men som først blev udbredt, da Siri, Alexa og Google Assistent kom på banen mere end 50år senere (spoiler: i den forbindelse kan vi lige notere os, at AI-assistenten ”HAL” i Rumrejsen 2001 begynder at handle på egen hånd for at sikre sin egen overlevelse – lyder det bekendt?).
Der er også science fiction, der foregår så langt ude i fremtiden, at teknologiens fulde potentiale overskrider vores fatteevne. I de tilfælde vil forfatteren ofte ”nulstille” visse teknologier for bedre at kunne fokusere på historiefortællingen. Det gælder for Dune (fra 1965), der foregår mere end 10.000 år ude i fremtiden. Her har bogens forfatter Frank Herbert skabt en verden, hvor der er indført et globalt forbud mod kunstig intelligens – så slipper han for at skulle forholde sig til dén teknologi.
Meget science fiction skildrer en dystopisk fremtid, hvor menneskers livsbetingelser er stærkt forværrede i forhold til i dag – ofte forårsaget af den teknologiske udvikling. En klassiker er George Orwells 1984 (skrevet i 1949), som beskriver et totalitært overvågningssamfund styret af ”Big Brother”. Borgerne lever under konstant overvågning via ”teleskærme”, og tankefrihed undertrykkes af ”Tankepolitiet”. Samfundet er præget af propaganda, manipulation og frygt, der begrænser individets frihed.
I dag kan man se flere af Orwells forudsigelser udspille sig i totalitære samfund som for eksempel Kina, hvor befolkningen overvåges, og deres adfærd reguleres ved hjælp af teknologi. Men hos os andre, i ”den frie verden”, foregår der også massiv overvågning: Din smartphone registrerer hele tiden, hvor du befinder dig, din AI-taleassistent optager dine private samtaler, og de sociale medier kortlægger dine interesser og relationer. Måske er vi i virkelighed ikke så langt fra det ”Orwelske” samfund, når det kommer til stykket?
En anden dystopisk udlægning af fremtiden kan læses i Aldous Huxleys Fagre nye verden (fra 1932), hvor befolkningen ikke, som hos Orwell, kontrolleres gennem frygt og undertrykkelse, men gennem overflod og nydelse. Stabiliteten i samfundet opretholdes gennem underholdning, forbrug og lykkerusen fra stoffet ”soma”. På den måde fjernes behovet for kritisk tænkning og oprør i befolkningen. Alle er konstant så stimulerede af nydelse og adspredelse, at de slet ikke har lyst til at modsætte sig deres undertrykkere.
Måske er det i virkeligheden ikke Orwell, men Huxley, der kommer tættest på at beskrive vor tid? Vores SoMe-feeds er designet med henblik på løbende at udløse passende mængder dopamin (læs: ”soma”) i vores hjerner, så vi passivt fortsætter den endeløse doomscrolling uden at stille for mange kritiske spørgsmål – det er ren Huxley.
Science fiction-forfatteren Ray Bradbury blev en gang spurgt af en læser, hvorfor han altid skrev så dystre historier om fremtiden, hvortil Bradbury svarede: ”Jeg skriver disse historier, så du ved, hvordan du undgår dem.”
Vil du have et hint om, hvad fremtiden bringer? Så læs en god science fiction-roman fra det forrige århundrede. Det hele står dér.