Du kender det. Du kommer ind på en hjemmeside og det første du møder er en pop-up, der spørger dig, om du vil acceptere cookies. Din indre automatpilot vælger ”OK”, fordi du ved af erfaring, at det er den hurtigste måde at få det irriterende banner til at gå væk igen.
Og virksomhederne er udmærket klar over, at de fleste brugere allerhelst bare vil ”hurtigt videre”, uden at skulle forholde sig til cookies, persondata og GDPR-regler (de mange cookie-bannere bunder i et EU-lovkrav om, at virksomheder ikke må registrere personlige oplysninger uden at have fået din accept først).
Men spørger man brugerne, er det faktisk kun 3%, der reelt har et ønske om at acceptere cookies. Men ved at designe banneret på en måde, så brugerne ”nudges” til at give deres accept, kan man få over 90% af dem til at gøre det alligevel.
Når et cookie-banner designes, er det derfor ikke virksomhedens hensigt at præsentere brugeren for et enkelt og forståeligt valg. Målet er udelukkende at få så mange brugere som muligt til at give deres accept. Til det formål benytter banner-designeren sig af alle de kendte tricks inden for manipulerende design, blandt andet disse tre klassikere:
- Teksten formuleres, så brugeren får indtrykket af, at hun ved at acceptere, får noget i stedet for at skulle afgive noget.
- Det visuelle design fremhæver den ene af valgmulighederne (i dette tilfælde accepter-knappen), så denne fremstår som ”det oplagte valg”.
- Det ”forkerte valg” (afvisning af cookies) gøres ekstra besværligt at gennemføre.
I virkeligheden burde alle cookie-bannere se nogenlunde således ud:
Men i stedet er mange cookie-bannere designet således:
Her er et eksempel fra den virkelige verden: Hvis man på Matas’ website vover sig ud i at prøve at afvise cookies, mødes man af denne dialogboks (jeg kunne med stor sandsynlighed have valgt enhver anden kommerciel virksomhed, og resultatet havde været nogenlunde det samme):
På Matas’ hjemmeside skal man således forholde sig til fem forskellige typer cookies:
- Nødvendige (…hmm, men hvorfor bruger Matas overhovedet cookies, som IKKE er nødvendige?)
- Funktionelle
- Statistiske
- Marketing
- Uklassificerede (…øh, hvad?)
Det er så op til brugeren at sætte sig ind i, hvilke oplysninger hun vil videregive til Matas, samt hvordan Matas efterfølgende behandler denne data. Men altså, jeg ville jo bare købe noget shampoo! Endnu værre bliver det, hvis du senere fortryder at have accepteret cookies. For hvordan trækker du din accept tilbage? Dette viser sig at være en nærmest umulig opgave på mange websites, selvom det er et klart krav i GDPR-reglerne.
Selvom de mange cookie-popups ER irriterende, er reglen om, at virksomhederne skal spørge dig om lov, før de registrerer din data, helt på sin plads. Men hvad skal vi så gøre? Burde man helt fjerne behovet for de mange cookie-popups, ved ganske enkelt at forbyde overvågningskapitalisme og de forretningsmodeller, der ligger bag? Ja, det ville faktisk være et udmærket sted at starte, mener jeg. Men helt så enkelt bliver det nok ikke…